Niels Lergaard (1893 – 1982)
Hus og hav, ca. 1950, olie på lærred, 60 x 72 cm.
Det er næsten altid Østersøens store flade med en højtliggende horisont, der danner udgangspunkt for Niels Lergaards billedverden, og motivet bliver som regel iagttaget ved Gudhjem på Bornholm. På billedet skaber han den høje horisont ved at lade linjen møde husets tag til venstre og til højre i træet eller busken. Den varme forgrund korresponderer fint med havets blå farve, som har fået mange lag oven på hinanden, så det får det præg af uendelighed, som næsten altid ligger i hans billeder. Lergaard opfattede naturens elementer som helt grundlæggende, og de blev udført med en åbenhed, som hvis et barn havde bygget det op af klodser. Lergaard var professor på Kunstakademiet og sagde til sine elever; ”Husk at det universelle begynder i det lokale.”