Anne Mette Toftegaard stopper som CEO i LB Forsikring
CEO Anne Mette Toftegaard har valgt at opsige sin stilling i LB for at tiltræde i en stilling som vice administrerende direktør i Alm. Brand. Chief Value Officer, Jan Kamp Justesen, træder ind som konstitueret CEO og CCO, Steen Holse Andersen udgør direktionen sammen med Jan Kamp Justesen.
”Anne Mette Toftegaard har siden 2014 styret LB med stort engagement og dygtighed og leveret en stærk indsats til gavn for medarbejdere og medlemmer. LB Forsikring er på de 8 år vokset kontinuerligt, og er i dag blandt de største privatforsikringsselskaber i Danmark. Anne Mette skal have tak for sin store indsats og engagement i LB,” siger Lars Busk Hansen, bestyrelsesformand i LB Forsikring.
Chief Value Officer (CVO), Jan Kamp Justesen, tiltræder som konstitueret CEO med øjeblikkelig virkning.
”Det er en enig bestyrelse, som har peget på Jan som CEO i den kommende periode. Vi er meget glade for, at vi kan fortsætte LB’s stærke udvikling med Jan ved roret. Jan har været en del af direktionen siden 2014 - først som CFO og siden som CVO. Han har stor erfaring og stærke lederegenskaber og vil i de næste måneder være en klar garant for, at LB fortsat er et selskab, hvor medlemmerne kommer først,” Lars Busk Hansen.
Sammen med Jan Kamp Justesen fortsætter CCO, Steen Holse Andersen også som en del af direktionen.
”Sammen med Jan udgør Steen en stærk direktion. Steen har været en central del af udformningen af vores strategi og purpose, og er en drivende kraft i eksekveringen af vores strategiske prioriteter, hvor vi skal fortsætte med at levere produkter og service i topklasse, samtidig med at vi sætter yderligere kræfter bag vores mål om sammen at gøre forsikring overflødig gennem forebyggelse og forhindring af skader,” siger Lars Busk Hansen.
Jan Kamp Justesen glæder sig til udfordringen, om end den kommer på et andet grundlag end forventet:
”LB Forsikring står et rigtig godt sted. Vi har et stærkt og inspirerende purpose, vi leverer fortsat stærke resultater for vores medlemmer med Bedst i Test produkter og høj service. Det er en stor og spændende opgave vi står foran, og sammen med min direktionskollega Steen Holse Andersen og de øvrige stærke kollegaer i koncernledelse og resten af LB er jeg sikker på, at vi klarer os flot igennem. Vi har allerede sat retningen for 2022, og vi har også skabt fundamentet for en spændende rejse mod sammen at gøre forsikring overflødig,” siger Jan Kamp Justesen.
Også Steen Holse Andersen ser frem til at fortsætte arbejdet med at skabe et stærkt medlemsejet selskab:
”I de sidste 8 år har Jan og jeg sammen med Anne Mette stået i spidsen for en udskiftning af det centrale IT-kernesystem, vi har indgået et samarbejde med PFA og ikke mindst har vi sat kursen mod vores purpose om sammen at gøre forsikring overflødig gennem forebyggelse og forhindring af skader. Organisationen er også vokset og har flyttet sig – ikke bare organisatorisk, men også fysisk fra Farvergade i Indre By til Amerika Plads på Østerbro. Det er store resultater, og det arbejde ser jeg frem til at fortsætte sammen med Jan,” siger Steen Holse Andersen, CCO i LB Forsikring
Anne Mette Toftegaard kom til LB i 2006 og har haft forskellige roller inden hun indtog rollen som CEO i 2014.
”LB har været en kæmpe del af mit liv og jeg er meget taknemlig for alle de store oplevelser og resultater, som vi har skabt sammen. For mig er det en vemodig dag, når jeg siger farvel til LB Forsikring og ikke mindst alle de gode kollegaer og samarbejdspartnere. Jeg vil gerne sige tak til hver og en for at have gjort mit arbejdsliv i LB til noget helt særligt,” siger Anne Mette Toftegaard.
Om Jan Kamp Justesen
Uddannet Cand.Oecon. (MSci) fra Aarhus Universitet og er Chartered Insurer fra Chartered Insurance Institute
Har gennem de sidste 8 år været først CFO og siden CVO og hele perioden en del af direktionen i LB Forsikring.
Har tidligere været Chief Risk Officer i LB Forsikring og Executive Director i Willis Re Nordic.
Sidder i bestyrelsen for International Woodland Company og Nærsikring/Amorta samt en række af LB Forsikrings datterselskaber.
Om Steen Holse Andersen
Eksamineret assurandør. Executive MBA fra CBS.
Har været ansat i LB Forsikring siden 1993, og siden 2003 indtaget tunge ledelsesposter på tværs af organisationen, herunder de sidste 8 år været CCO og en del af direktionen i LB Forsikring.
Formand for bestyrelsen i Taksatorringen og bestyrelsesmedlem i Forsikringsakademiet/Rungstedgaard. Formand for Forsikringsselskabernes Markedsføringsforening.