LB Forsikring vinder pris for Bedste digitale kundeløsninger – for tredje gang i træk

Igen i år bliver LB Forsikring hædret for deres digitale løsninger

LB Forsikring kan nu skrive tredobbelt vinder af Bedste digitale kundeløsninger på visitkortet. Det stod klart efter Finanswatch og analysebureauets Wilkes for sjette gang kårede de bedste digitale virksomheder indenfor Finansbranchen. Dermed har LB Forsikring vundet prisen både i 2019 og 2020 og nu også i 2021.

”Vi er meget glade og stolte over at vinde Bedste digitale Kundeløsninger for tredje gang. Det er et stort skulderklap til alle de kollegaer, der knokler hver dag for at give vores medlemmer den bedste service, siger Philip Wegloop, direktør for Digital Medlemsoplevelse, Produkt & Marked, og fortsætter:

”For os er det vigtigt, at vi hele tiden har øje for, at det digitale er et middel og ikke mål. Målet er at være den bedste finansvirksomhed. Det digitale er afgørende for at nå det mål, men dog stadig kun et af flere midler. For os handler det om totaloplevelse, som vil være et mix mellem det fysiske og det digitale. Men uanset hvilken kontakt vi har, så handler det først og sidst om, at vores kontakt er personlig og med personlighed”.

Dommerpanelet fremhæver, at LB Forsikring har fået den bedste bedømmelse for digital kommunikation, en høj score på innovationsevne på hjemmeside og en høj score på ekspertvurdering af arbejdet med sociale medier og derfor har taget titel som Bedste digitale kundeløsninger igen i år.

Det er sjette gang at Wilke og FinansWatch kårer de bedste digitale finansvirksomheder, og i år var LB Forsikring også nomineret til Årets Digitale Finansvirksomhed i kategorien Forsikring. Den vandt LB Forsikring ikke (nr. 2), men det får ikke Philip Wegloop til at sænke ambitionsniveauet. 

” Vi er glade for prisen, men den giver os samtidig blod på tanden. Vi er kommet et godt stykke på den digitale rejse, men vi har stadig mange områder, hvor vi kan blive endnu bedre. Så vi takker for prisen, og er klar til at arbejde videre mod de næste mål,” siger han.

Bedste digitale kundeløsninger deles ud i kategorierne: Store pengeinstitutter, Mellemstore pengeinstitutter, Forsikringsselskaber og Pensionsselskaber.

Om prisen

Prisen for Bedste digitale kundeløsninger bygger på to undersøgelser; en kundeundersøgelse og en ekspertvurdering. Kundeundersøgelsen består af 5.594 interview med kunder i de udvalgte pengeinstitutter, forsikringsselskaber og pensionsselskaber og ekspertvurderingen består af en objektiv vurdering af de digitale kundeløsninger hos alle de nominerede selskaber.