LB Forsikring: Vi vil være det foretrukne forsikringsselskab på elbiler

LB Forsikring går benhårdt efter at gøre det lettere for deres medlemmer at vælge en elbil med en ny elbilforsikring. Forsikringen giver et 35% prisfald på små og mellemstore elbiler og helt nye og forbedrede vilkår til elbilejere.

Hvis man er en af LB Forsikrings 405.000 medlemmer, og går med tanker om at købe en elbil, så er der nu gode nyheder.  Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab har sat alle sejl til, for at gøre det så attraktivt som muligt for deres medlemmer at købe en elbil.

- Vi vil gerne være elbils-forsikringsselskabet. Dem med en skarp pris og de bedste vilkår. Det sender vores nye priser og vilkår et tydeligt signal om. Vi tror på, at vi ved give gode vilkår kan være med til at give vores medlemmer et skub i retningen af en mere klimavenlig bil. For elbiler er i høj grad fremtiden, siger CCO Steen Holse Andersen.

De nye vilkår betyder ekstra dækninger på alle elbiler og et fald på forsikringspræmien på 35 % på alle elbiler op til 260 hk. En grænse der er valgt helt bevidst, da prisnedsættelsen skal ramme der, hvor medlemmerne er, forklarer Steen Holse Andersen.

- Vores medlemmer er almindelige danskere med almindelige jobs som sygeplejersker, lærere og pædagoger. Når de køber en elbil, så er den typisk i mellemklassen. Derfor har vi sænket vores priser på mellemklasse og mindre elbiler, og generelt gjort vores vilkår til nogle af de bedste i Danmark. Undersøgelser viser, at 6 ud af 10 danskere går med tanker om at købe en opladelig bil, og vores opgave er at understøtte de af vores medlemmer, der gerne vil træffe et grønnere bilvalg, der hvor de er, siger han.

De nye vilkår betyder ekstra tiltag såsom dækning op til 30.000 kr. på kortslutning og pludselige skader på bilens batteri de første 8 år. Ingen selvrisiko ved hærværk, tyveri eller pludselig skade på ladeboks eller ladekabler, og vejhjælp, hvis man løber tør for strøm. Dette gælder alle typer elbiler – uanset størrelse.

Overgangen skal være lettere

El- og plugin hybridbiler udgjorde ved udgangen af 2020 kun lidt over 10% af alle nyindkøbte biler ifølge Danmarks Statistik, men det er et marked i hastig udvikling, og hos LB Forsikring vil man gerne gøre rejsen mod en fossilfri trafik lettere for medlemmerne. Derfor kommer der også en prisnedsættelse på 20 % på hybridbiler, selvom Steen Holse Andersen håber, flere vil tage springet direkte til elbiler, når den næste bil skal købes.

- Der er ingen tvivl om, at miljømæssigt er den rene elbil det bedste valg, men vi ser Plug-in hybrid som et teknologisk trinbræt, der er med til at modne bevægelsen mod en elektrificeret bilpark.  Forståelsen af, at man kan lade sin bil via et kabel, spiller en rolle. Derfor er der også sket en prisnedsættelse på hybridbiler, siger Steen Holse Andersen.

Han ser LB Forsikrings nye satsning på elbiler som en helt naturlig forlængelse af selskabets formål.

- LB Forsikring er bygget på et ønske om at tage ansvar og passe på hinanden. Det gælder både i forhold til medlemmerne og verden omkring os. Vi gør hver dag vores ypperste for at give vores medlemmer den bedste dækning på alle vores forsikringer, uanset om det er hus, bil, ulykke eller en af vores andre forsikringer. Elbiler er bare det næste naturlige skridt, hvor vi også kan give vores medlemmer den service og de vilkår de fortjener. Vi kan sagtens forestille os, at det indenfor en overskuelig fremtid bliver en relevant debat hvorvidt der overhovedet vil være nyregistrerede fossilbiler at forsikre, sådan som udviklingen går, og det skal vi være parate til at hjælpe medlemmerne med, siger han.

Læs mere om LB Forsikrings nye elbilforsikring her