LB Forsikrings investeringsanalytiker er Årets Sustainability Håb til Sustain Awards
Arbejdet med en ny klimastrategi for investeringer sikrede Stephanie Christiansen prisen som Årets Sustainability Håb.
Der er fokus på bæredygtighed og grøn omstilling hos LB Forsikring, og det er ikke gået ubemærket hen. For første gang var Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab nomineret til hele to priser til bæredygtighedsmagasinet Sustain Reports prisuddeling Sustain Awards 2021. Selve selskabet var nomineret til ’Årets Omstilling’ blandt andet for deres nye klimastrategi for investeringer, og derudover var investeringsanalytiker Stephanie Christiansen nomineret til prisen Årets Sustainability Håb for netop hendes arbejde med investeringsstrategi.
Der var derfor dobbelt op på krydsede fingre, da Sustain Awards holdt prisuddeling torsdag den 14. oktober sidst på eftermiddagen, og det virkede. For Stephanie Christiansen blev Årets Sustainability Håb 2021.
Det var en rørt Stephanie Christiansen, der modtog prisen.
-Jeg er meget beæret over at få den her pris. LB Forsikring er jo en mindre institutionel investor, set i det store perspektiv, men jeg har både nogle chefer, kollegaer og vi har en bestyrelse, der vil og tør gå den bæredygtige retning på investeringsområdet. Det er enormt motiverende og det giver mig lyst til at give den en ekstra skalle på arbejdet, siger Stephanie Christiansen.
Kriterierne for at vinde Årets Sustainability Håb er, at man har inspireret organisationen til at være endnu mere ambitiøs i forhold til bæredygtighed. Har opnået konkrete og målbare resultater med sit arbejdet med bæredygtighed, og bidrager med et personligt engagement, som rækker ud over det daglige arbejde.
Både hun og investeringsteamet får også rosende ord med på vejen fra LB Forsikrings CFO, Jan Kamp Justesen.
- Der ligger hårdt arbejde, modige tanker og svære valg bag de resultater vores investeringsafdeling leverer. Jeg er stolt over den samlede indsat hele teamet hver dag gør for at rykke LB Forsikring i en grønnere retning, og rigtig glad for, at Stephanie bliver Årets Sustainability Håb, siger Jan Kamp Justesen.
I juni lancerede LB Forsikring en ny klimastrategi for ca. 9 mia. kr. der bliver investeret for hos LB Forsikring. Strategien skal sikre, at LB Forsikring investerer fremtidssikkert og leve op til en global temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader i 2030.
Læs mere om LB Forsikrings klimastrategi her