LB medstifter af ny tænketank

En række store og små medlems-, kunde- og medarbejderejede selskaber og organisationer står sammen om ny tænketank. Tænketank skal styrke den demokratiske virksomhedsdrift i Danmark. Bag tænketanken står LB Forsikring samt andre store kendte demokratiske virksomheder som Coop, Danske Vandværker og Arla.

Tænketanken der har fået navnet Demokratisk Erhverv blev lanceret den 25. april 2018.

”Der sker noget specielt, når fællesskabstanken kobles med erhvervslivet; når virksomhedstankegangen møder civilsamfundet. Det er der LB Forsikring og andre medlemsejede virksomheder har deres udspring. På sin vis, er vi jo den originale deleøkonomi med den afgørende forskel, at vi har demokratisk repræsentation. Den erhvervsdemokratiske tilgang kan nogle ting, der er værd at værne om; vi tror på, at den indeholder svar på nogle af fremtidens udfordringer, og derfor er vi glade for at være medstiftere af tænketanken,” lyder det fra Carsten Mørck-Pedersen, formand i LB Forsikring.

Tænketanken skal foretage analyser og samle viden om de demokratiske virksomheders samfundsbidrag, udvikling og samarbejdsmuligheder, den skal facilitere netværk for demokratiske erhvervsledere, og den skal styrke samfundsdebatten på området.

”I LB Forsikring tror vi på, at det betaler sig at stå sammen og deles om ansvaret. Vi har hverken aktionærer eller kunder. Til gengæld har vi medlemmer, der indgår i et fællesskab om at passe på hinanden. I erhvervsdemokratiske virksomheder står medlemmernes interesse i centrum, og det er medlemmerne og deres engagement, der har gjort LB Forsikring til det stærke forsikringsfællesskab, vi er i dag. Den medlemsejede model har måske mere end nogensinde sin berettigelse, og det vil vi gerne være med til at fastholde og udvikle sammen med de andre i tænketanken,” siger Anne Mette Toftegaard, administrerende direktør i LB Forsikring.

De fleste danskere er medlem af en eller flere demokratiske virksomheder. Coop har eksempelvis 1,7 mio. medlemmer, mens LB Forsikring har næsten 400.000 medlemmer samlet under Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. Og selvom LB Foreningen, der er hovedejer i LB Forsikring, havde stor valgdeltagelse på den seneste generalforsamling, er der mange, der ikke kender mulighederne for indflydelse i de danske erhvervsdemokratiske virksomheder. Det skal tænketanken være med til at ændre.

 
Hvad er en demokratisk virksomhed?
Tænketanken definerer demokratiske virksomheder som organisationer med erhvervsdrift, hvor minimum halvdelen af ejerkredsen virker efter demokratiske værdier og har et bredt og inkluderende ejerskab og demokratisk kontrol af beslutningsprocesserne. 

Organisationerne bag Demokratisk Erhverv er:
Arla, Boligforeningen 3B, Coop, Dansk Energi, Danske Vandværker, Demokratisk Erhvervsnetværk, Eniig, GF Forsikring, KAB, KnowledgeWorker, Kooperationen, LB Foreningen, Logik & Co, Merkur Andelskasse, NRGi, Rabotnik, Thorupstrand Kystfiskerlaug, UBSbolig, Analyse & Tal

For yderligere information:
CSR-chef, Mikkel Klausen, mikl@lb.dk 

 
MainLayout.Basket [ ]