Digital sikkerhed
Ligesom vi lærer børn og unge at bruge cykelhjelm og begå sig sikkert i trafikken, skal vi også lære dem at beskytte sig online.
Mange ved efterhånden, at når vi benytter gratis sociale medier, hjemmesider og apps, afgiver vi data. Det giver os mange muligheder, men det bekymrer også flere og flere i forhold til vores privatliv og selvbestemmelse, samt risikoen for udnyttelse til kommercielle eller kriminelle formål. Derfor ønsker vi, at især børn bliver mere bevidste om, hvordan deres data kan bruges og misbruges, og hvordan de kan beskytte sig selv.
Derfor har Center for Undervisningsmidler og LB Forsikring sammen med dataetisk rådgiver Pernille Tranberg udviklet en workshop, hvor 1200 lærere efteruddannes i dataforståelse og datakontrol, så de kan sikre, at deres elever bliver bedre til at forstå og agere i den verden, hvor netop deres data er blevet helt centrale.
Frem til 2022 skal 1200 lærere fra skoler over hele landet altså på skolebænken for at blive klogere på, hvordan man underviser børn i dataforståelse gennem workshops, konkrete øvelser og undervisningsmaterialer.
Om Projekt Dataforståelse
- Projekt Dataforståelse er et samarbejde mellem Center for Undervisningsmidler (CFU), LB Forsikring og Pernille Tranberg, som er foredragsholder og dataetisk ekspert.
- Projektet har til formål at øge bevidstheden om brug af data – herunder persondata.
- Projektet vil uddanne 1200 lærere på tværs af landet i dataforståelse, så de kan give kvalificeret undervisning af eleverne.
- Undervisningen foregår gennem workshops på de seks professionshøjskoler spredt ud over Danmark, hvor lærerne bliver klædt på til at forstå, hvordan data bruges og kan misbruges.
- Projektet ønsker at indgå i dialog med forældre og andre voksne om forståelse af data og bevidstheden om brug af data.
- Projektet knytter sig til det nye fag Teknologiforståelse, som bliver introduceret i et pilotforløb på 100 skoler over hele landet.
På www.dataforståelse.dk har projektet samlet mere viden om projektet, materialer og videoer til brug i undervisningen.
Samarbejdet er blevet muligt gennem en donation fra LB Foreningen, som ejer hovedparten af LB Forsikring.
