Menu

Vejrligsskader har præget 2023 hos LB Forsikring

Det værste skadesår i 10 år har sat sine spor, når regnskabet for 2023 skal gøres op. De mange vejrligsskader har kostet dyrt, LB Forsikring kommer dog ud af 2023 med et positivt årsresultat på 507,3 millioner kroner før skat efter et godt investeringsår.

2023 blev et begivenhedsrigt år for LB Forsikring og de mange medlemmer, hvor særligt vejr og klima har haft stor betydning for skadesbilledet og skadesbehandlingen.

”Vi har haft et usædvanligt skadesår med masser af skader som følge af skybrud, storm og stormflod, og det har kunnet mærkes. Vores medlemmer har været hårdt ramte, og vores medarbejdere har løbet stærkt og taget overarbejde for at kunne følge med. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke vores hårdtarbejdende kolleger for deres indsats og det fokus, de har haft på at passe bedst muligt på vores medlemmer,” siger Jan Kamp Justesen, CEO i LB Forsikring.

2023 blev således det værste skadesår for LB Forsikring siden 2013, hvor Danmark blev ramt af to orkaner. Det præger også årsregnskabet. De mange vejrligsskader kostede alene omkring 150 millioner kroner i 2023.

Erstatningsprocenten blev 83% i 2023 mod 80,6 i 2022. Samtidig steg omkostningsprocenten til 17,4% i 2023 fra 16,8% i 2022 på grund af øgede omkostninger til IT og styrkelse af den medlemsvendte del af organisationen.

Resultatet er en combined ratio på 101,7% mod 98,7% i årsregnskabet for 2022.

”Vi har en højere erstatningsprocent i 2023, det er en af forklaringerne på, at det forsikringstekniske resultat ender på 101,7 procent. En anden forklaring er, at vi holdt igen med at inflationsregulere ekstraordinært, fordi vi gerne ville holde hånden under vores medlemmer, der oplevede den stigende inflation i deres privatøkonomi allerede i 2022. Vi påbegyndte derfor først at medtage inflationspåvirkning og regulere i løbet af foråret og sommeren 2023, og det påvirker naturligvis også regnskabet,” siger Jan Kamp Justesen og tilføjer, at LB Forsikring har haft et godt investeringsår, der trækker i en positiv retning.

Investeringsporteføljen giver i 2023 et afkast på 509 millioner kroner.

Det samlede årsresultat er derfor positivt og lander på 507,3 millioner kroner før skat og 365,8 millioner kroner efter skat.

Efter at LB Forsikring i 2022 udbetalte en rekordstor loyalitetsrabat til medlemmerne på knapt 255 millioner kroner, besluttede bestyrelsen helt ekstraordinært ikke at udbetale loyalitetsrabat i 2023, fordi der blev holdt lidt igen med inflationsregulering.

”Vi udviste rettidig omhu i 2023 ved ikke at udbetale loyalitetsrabat. Det viser sig, at det var den rigtige beslutning. Men jeg er også overbevist om, at det er en rigtig beslutning, at vi i forbindelse med beslutningen sidste år lovede, at loyalitetsrabatten vender tilbage i 2024, da vi har positive forventninger til det kommende år, lyder det fra Jan Kamp Justesen.

De positive forventninger til 2024 kommer på baggrund af inflationsregulering, investeringer i digitale løsninger og et fokus på sund forretning i LB Forsikring.

”Som medlemsejet selskab er vi anderledes stillet end mange andre selskaber, fordi pengene alene arbejder til fordel for medlemmerne og skal retur til dem enten i form af skadesudbetalinger, forhindringsløsninger eller loyalitetsrabat. Vi skal ikke generere overskud til aktionærer. Men vi skal selvfølgelig have fokus på at have en sund kerneforretning og hele tiden realisere det potentiale, vi har. I 2024 skal vi fortsætte ad det spor, vi har lagt og samtidigt sørge for at skabe mest mulig værdi for medlemmerne og være det naturlige valg for dem. Det betyder konkret, at vi har fokus på vækst, skadebehandlingen, investeringer i effektivisering, og at vi udvikler os med tiden på produktsiden,” lyder det fra Jan Kamp Justesen.

Nøgletal for 2023: (før loyalitetsrabat)

Erstatningsprocenten blev 83 % i 2023 (80,6% i 2022)

Omkostningsprocenten udgjorde 17,4% i 2023 (16,8% i 2022)

Combined ratio blev 101,7% (98,7% i 2022)

Fakta om LB Forsikring
LB Forsikring er et medlemsejet forsikringsselskab, der består af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring, Bauta Forsikring og LB Forsikring til PFA, som har over 435.000 medlemmer. Det gør LB Forsikring til det største medlemsejede privatforsikringsselskab i Danmark.

For yderligere info kontakt: Pressechef Line Ernlund, lier@lb.dk