Lærerstandens Brandforsikring kan også i 2025 glæde sig over at have forsikringsbranchens mest loyale medlemmer. For 14. gang i træk har LB Forsikring således vundet Loyalty Award, som uddeles af Loyalty Group til det forsikringsselskab, der opnår den højeste loyalitetsscore i den årlige undersøgelse.
”Vi er enormt glade for endnu engang at vinde prisen for medlemsloyalitet. Som medlemsejet selskab arbejder vi hver dag for at skabe værdi for vores medlemmer, og vi er meget bevidste om, at loyalitet ikke kommer af sig selv. Forsikringsmarkedet har ligesom mange andre brancher de seneste par år været udfordret af stigende inflation og mange udfordringer som følge af klimaforandringerne og en mere urolig verden. I sådan en tid er det vigtigt for os, at vi fortsat er relevante for vores medlemmer, og vi er dybt taknemmelige for, at vores medlemmer udtrykker tillid og samtidigt siger, at de er klar til at anbefale os til andre,” Jan Kamp Justesen, CEO, LB Forsikring.
Med en score på 82 i loyalitetsindekset og 11 point over gennemsnittet, fastholder LB Forsikring en stærk position på forsikringsmarkedet. Branchen er faldet en smule som helhed, LB Forsikring er også gået lidt tilbage sammenlignet med sidste år, men resultatet understreger, at det stærke medlemsfokus gør en forskel.
”Vi ser anerkendelsen som et udtryk for, at vores medlemsejede forretningsmodel er yderst relevant og en konkurrencedygtig model, og vi vil fortsætte vores arbejde for at gøre os fortjente til den tillid, medlemmerne giver udtryk for,” siger Jan Kamp Justesen.
Loyalty Award er baseret på svar fra 4.475 danskere og evaluerer forsikringsselskaber på parametre som kvalitet, service og anbefalingsvillighed.