Godt 500 skadesanmeldelser er tikket ind efter weekendens storm over Danmark. Det sker samtidig med, at en ny medlemsundersøgelse blandt LB Forsikrings medlemmer viser, at flertallet prioriterer forebyggelse af skader på boligen i forbindelse med storm.
Jer har været travlt i LB Forsikrings skadescenter oven på weekendens storm over Danmark. Godt 500 skader er indtil videre blevet anmeldt, det drejer sig primært om stormskader på bygning og indbo samt vandskader som følge af nedbør. Særligt Nordjylland, Sydfyn samt Sjælland har været ramt.
”Når uheldet er ude skal vi selvfølgelig være der for at hjælpe vores medlemmer. Det ansvar vil vi gerne leve op til, og vores medarbejdere har derfor arbejdet på højtryk i weekenden og også her til morgen, hvor mange medlemmer ringede ind for at få hjælp,” siger Marc Collignon, Koncerndirektør for Medlemsoplevelsen, LB Forsikring.
Selvom mange er blevet ramt af skader i weekenden, tyder meget dog på, at LB Forsikrings medlemmer også er blevet gode til at forebygge skader.
LB Forsikring har således i september 2025 spurgt sit medlemspanel til forebyggende tiltag i forbindelse med varsel om storm og skybrud. I relation til storm er det kun tre procent af respondenterne, der svarer, at de IKKE laver forebyggende tiltag, mens det i relation til skybrudsvarsler er ni procent. De resterende forebygger i et eller andet omfang.
”Man kan desværre ikke altid undgå skader, men med god forebyggelse kan man ofte bidrage til at minimere skadernes omfang, hvis man skulle blive ramt. Derfor er det meget positivt, at så mange af vores medlemmer er proaktive i forhold til at forbygge stormskader,” siger Marc Collignon.
I den nye medlemsundersøgelse svarer de adspurgte, at de i relation til stormvarsler laver flere forskellige forebyggelsestiltag som for eksempel at fjerne løse genstande udendørs, sikre trampoliner, cykler og biler samt at sikre døre og vinduer i boligen. Derudover siger et stort flertal på 68 procent af respondenterne, at de løbende holder sig opdateret i forhold til DMI og andre myndigheders varslinger.
I relation til skybrud er det primært at lukke døre og vinduer, der fylder hos medlemmerne, men også forebyggelse som at tjekke tagrender og brønde for gennemløb samt at løfte genstande væk fra kældergulvet.
”Vi kan jo desværre ikke forhindre alle skader, men en mindre skade er bedre end en større skade, og det er det både for vores medlemmer og for forsikringsfællesskabet. Vi ved af erfaring, at de store vejrligsskader kan tage længere tid at udbedre, særligt hvis det handler om vand, og det kan være både ubehageligt og til stor gene, hvis ens bolig bliver ramt. Jeg er derfor på flere planer glad for at opleve, at vores medlemmer prioriterer forebyggelse,” siger Marc Collignon.
Fakta om LB Forsikrings medlemsundersøgelse:
Medlemsundersøgelsen er foretaget i september 2025 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 450.000 medlemmer. 1573 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen.
LB Forsikrings medlemspanel er et panel af medlemmer på tværs af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, der frivilligt har meldt sig.