2026 står for døren, og mange gør sig klar til at skyde det nye år ind med fest og farver. En ny medlemsundersøgelse fra LB Forsikring viser imidlertid, at mange føler sig utrygge ved nytårsfyrværkeri.
Raketter, høje brag og en nattehimmel prydet med farver. Sådan plejer nattehimlen at se ud nytårsaften, men det er langt fra alle, der føler sig trygge i forbindelse med begivenheden.
41 procent af LB Forsikrings medlemspanel svarer således i en ny undersøgelse, at de i mindre grad eller slet ikke føler sig trygge ved nytårsfyrværkeriet. Blot 23 procent svarer, at de i høj grad føler sig trygge.
”Nytårsaften er for mange en festlig aften, og det skal jo helst også være en god aften. Jeg bider mærke i, at en stor del af vores medlemmer oplever utryghed ved nytårsfyrværkeriet, derfor er det vigtigt at huske nogle af de forholdsregler, som kan bidrage til en øget tryghed. Man kan for eksempel holde sig på afstand af fyrværkeriet, og vi anbefaler altid, at man bruger beskyttelsesbriller for at reducere risikoen for øjenskader,” siger Maiken Sjöberg Russ, skadechef i LB Forsikring.
I medlemsundersøgelsen svarer 68 procent, at de altid bruger beskyttelsesbriller, når de er i nærheden af fyrværkeri. Andelen er størst blandt de 35-49-årige, hvor 84 procent bruger beskyttelsesbriller.
”Det er selvfølgelig dejligt at se, at langt størstedelen af vores medlemmer husker at bruge beskyttelsesbriller. Men der er stadig en mindre gruppe, som ikke bærer briller. Vi vil gerne slå et slag for, at alle husker beskyttelsesbrillerne, så aftenen kan blive så tryg som mulig for alle,” siger Maiken Sjöberg Russ.
Gode råd ved affyring af fyrværkeri:
Fakta om LB Forsikrings medlemsundersøgelse:
Medlemsundersøgelsen er foretaget i november 2025 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 450.000 medlemmer. 1515 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen.
LB Forsikrings medlemspanel er et panel af medlemmer på tværs af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, der frivilligt har meldt sig.