Menu

LB Forsikring med opfordring til rejsende: Overvej, hvordan du er dækket, hvis rejsen ikke kan gennemføres på grund af brændstofmangel 

Landets største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet, LB Forsikring, modtager i øjeblikket mange henvendelser fra medlemmer. De er usikre på, om sommerens rejse bliver udfordret af brændstofmangel i flytrafikken, derfor kommer selskabet nu med en opfordring til rejsende. 

Mange danskere øjner en sommerferie i horisonten, og hvis rejsen ikke allerede er be-stilt, er mange i gang med at lægge de sidste planer. I den forbindelse er der flere for-hold, man med fordel kan være opmærksom på. Ikke mindst da situationen i Mellemøsten giver anledning til mediedækning om potentiel brændstofmangel. 

”Vi får mange opkald fra vores medlemmer i øjeblikket, fordi de gerne vil have klarhed over, hvordan de er stillet, hvis flyene ikke kan komme i luften på grund af brændstofmangel. Det kan jeg naturligvis sagtens forstå, og vi er glade for, at de kontakter os, før de bestiller en rejse, da de dermed kan undgå at havne i en situation, hvor de går glip af en ferie og alligevel må betale for den,” siger Poul Dahlgaard, chef for Rejse og Helbred, LB Forsikring.  

Hvis et fly bliver aflyst, inden rejsen er påbegyndt, er det ikke en situation, der er omfattet af rejse- eller afbestillingsforsikringens dækning. I disse tilfælde er det flyselskabet eller rejseselskabet, man skal kontakte med henblik på refusion for den aflyste flyvning.  

Derudover kan der opstå en situation, hvor man kan risikere at stå med hotelbookinger, som man ikke har mulighed for at komme frem til grundet aflyste fly.  

”Vi opfordrer vores medlemmer til at foretage hotelreservationer, som gennem rejseudbyderen eller hotellet kan afbestilles gratis helt frem til ankomstdagen, så man ikke risikerer at hænge på udgifterne til et hotelværelse eller en lejlighed, som man ikke kan komme frem til på grund af transportudfordringer,” lyder det fra Poul Dahlgaard.

Hvad dækker en afbestillingsforsikring hos LB Forsikring - eksempler:

  • En række tilfælde, hvor man bliver forhindret i at gennemføre en rejse. Fx på grund af sygdom, tilskadekomst, samlivsophør, reeksamen m.v. 
  • Den dækker også, hvis myndighederne fraråder rejse på grund af krig, terror, naturkatastrofer eller epidemi. 

Hvad dækker en rejseforsikring blandt andet hos LB Forsikring - eksempler:

  • Rejseforsikringen dækker hændelser, som opstår under ens rejse. Den kan blandt andet dække udgifter til lægebehandling og eventuelt hjemtransport og ødelagte feriedage i forbindelse med sygdom eller tilskadekomst. 
  • Endvidere dækkes ekstraudgifter i forbindelse med forsinkelse, psykologisk krisehjælp, hjemkaldelse m.v

En mere udførlig liste over dækning findes på hjemmesiden: www.lb.dk