Skal dit barn også begynde på efterskole? I så fald kan det være en god idé at få styr på, hvordan barnet er dækket, hvis cyklen skulle blive stjålet, eller dit barn selv kommer til skade. Her er der nogle gode råd fra Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, LB Forsikring.
Mange unge mennesker er i disse dage ved at starte et nyt og spændende liv op uden for hjemmet på en af landets mange efterskoler, og måske dit barn er et af dem. I så fald skal du som forælder vide, at du ikke skal være bekymret, når det gælder forsikringer. Faktum er, at indbo-, ansvars- og ulykkesforsikringen dækker, ligesom de gør i det almindelige hjem. Der kan dog være et par forhold, du skal være opmærksom på.
”I forsikringsøjemed er det som udgangspunkt forældrenes forsikringer, der dækker barnet, mens de er på efterskole. Som forælder skal man derfor sørge for at have en god indbo– og ansvarsforsikring. Det er ligeledes vigtigt at sikre sig, at cyklen har en godkendt lås, og så skal man huske en rejseforsikring, der dækker udlandsrejser, hvis de unge skal på rejser med skolen,” siger Kristina Køster, skadechef for Bygning- og Indboskade i LB Forsikring.
LB Forsikring anbefaler derudover, at barnet altid har en selvstændig ulykkesforsikring, der også dækker tandskader.
”Dækningen er i virkeligheden den samme som derhjemme, og vi oplever normalt ikke flere skader i forbindelse med efterskoleophold. Man skal dog være opmærksom på, at der kan opstå særlige forhold, når de unge bor tæt sammen på værelserne. Tyveri sker heldigvis yderst sjældent, men vi nævner det alligevel som en opfordring til at overveje, hvilke særligt værdifulde genstande man ønsker at tage med på efterskolen,” lyder det fra Kristina Køster.
Det er derfor en god idé at passe godt på sine værdigenstande og tale med sin efterskole om mulighederne for sikker opbevaring. Når mange unge bor tæt sammen, kan der opstå situationer, hvor det efterfølgende kan være svært at afklare, hvad der er sket, hvis ting forsvinder fra et fællesværelse. Hvis en genstand bliver stjålet af andre end værelseskammeraterne, vil den normalt være dækket af indboforsikringen. Tyveri begået af en bofælle på værelset er derimod ikke dækket.
Fem gode råd til opholdet på efterskolen: