Menu

Markant flertal sikrer boligen mod indbrud, når de tager på ferie

Kun 12 procent svarer i en ny medlemsundersøgelse, at de ikke gør noget for at forebygge indbrud, når de tager på ferie. Langt de fleste tager derimod forholdsregler – og især nabohjælp er udbredt. Det viser en ny medlemsundersøgelse i LB Forsikring, landets største medlemsejede privatforsikringsselskab.

Er du bekymret for at få indbrud i din bolig, mens du er på ferie? I så fald er du ikke alene. LB Forsikring har spurgt sit medlemspanel til bekymringen for indbrud i sommerferien. Her svarer blot 15 procent, at de slet ikke er bekymrede. Resten er i et eller andet omfang bekymret for risikoen.

”Jeg kan godt forstå, at mange af vores medlemmer har bekymringen, også fordi vi jævnligt hører om bølger af indbrud i forskellige dele af landet. Men man kan selv gøre flere ting og med få tiltag, kan man for eksempel signalere, at der er liv i og omkring boligen. Det kan være en nabo, der parkerer i indkørslen, tømmer postkassen eller lige går en runde om huset. Kombinerer man det med lys, lyd og god låsesikring, har man gjort meget for at mindske risikoen for indbrud,” siger Kristina Køster, skadechef Bygning og Indbo, LB Forsikring.

Den nye medlemsundersøgelse fra LB Forsikring viser, at et markant flertal af medlemmerne forebygger indbrud, når de tager på ferie. Kun 12 procent svarer, at de ikke gør noget, mens resten i et eller andet omfang forsøger at få hjemmet til at se beboet ud eller gøre det sværere for tyven at komme ind.

Den mest udbredte forholdsregel er at involvere andre. Tre ud af fire har en aftale med naboer eller familie om at se efter boligen, mens de er væk. Derudover svarer 37 procent, at de bruger timer på radio eller tv, så der er lyd i hjemmet, og 17 procent har installeret en tyverialarm.

”Det er positivt, at så mange gør noget aktivt for at forebygge indbrud. Indbrud handler ikke kun om de ting, man mister. For mange er det også en ubehagelig oplevelse, at fremmede har været inde i ens hjem. Derfor giver det rigtig god mening at tage nogle enkle forholdsregler, inden man tager afsted,” siger Kristina Køster.

Sådan forebygger du indbrud:

Gør det besværligt for tyven

  • Lås terrassedøre og bagdøre. Gem nøglen, så tyven ikke kan låse sig selv ud.
  • Vælg en låsecylinder, der både er bore- og dirkefri.
  • Sæt vindueslåse på vinduerne og tjek om de er bløde i bunden og i siderne.
  • Sæt dobbeltlås på kælderdøre.

Lad som om du er hjemme

  • Brug tænd/sluk-ure eller smartpærer, der tænder og slukker lyset på forskellige tidspunkter.
  • Montér sensorlys ved indgangen til dit hus, der reagerer på bevægelse.
  • Rod lidt på værelserne og lad et par tallerkener stå fremme på køkkenbordet.
  • Få naboen eller andre til at tømme din postkasse og løbende lægge affald i affaldscontaineren, så der er tegn på hverdagsliv i boligen.

Gem værdier og private papirer

  • Sørg for at værdier og private papirer ikke kan ses fra vinduet.
  • Mærk eventuelt dine ting med DNA-mærkning. Det gør det sværere for tyven at sælge dine ting og forebygger derfor indbrud.
  • Gem kvitteringer og certifikater på smykker og andre værdigenstande, så du kan dokumentere ægthed, mærke, model og pris. Alternativt få lavet en smykkevurdering af en guldsmed og tag billeder af smykker og andre værdigenstande.

 

Fakta om LB Forsikrings medlemsundersøgelse:
Medlemsundersøgelsen er foretaget i juni 2026 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 470.000 medlemmer. 1979 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen og af dem siger næsten 500, at de planlægger kør-selv-ferie. LB Forsikrings medlemspanel er et panel af medlemmer på tværs af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, der frivilligt har meldt sig.