Menu

Risiko for lokale skybrud: Ved du, hvordan du undgår skader?

Dele af det sydlige Sjælland og Lolland-Falster går en våd eftermiddag i møde. DMI har udsendt et varsel om risiko for både kraftige regnbyger og lokale skybrud. LB Forsikring kommer her med en række gode råd til at forebygge vandskader.

Sæsonen for skybrud er godt i gang, og er man bosiddende i den sydlige del af Sjælland, er der ekstra god grund til at være opmærksom på vejret i dag. DMI forventer, at der kan falde mellem 20 og 30 mm regn i løbet af få timer. Samtidig lyder varslingen på risiko for lokale skybrud.

"Vi ved, at skybrudssæsonen for alvor begynder i maj, og derfor er det en god ide, at man som boligejer eller ejer af et fritidshus holder lidt ekstra øje med vejrudsigten, så man kan nå at lukke vinduer eller døre, inden et potentielt skybrud rammer i ens lokalområde. Når først vandet kommer, kan det gå meget stærkt, og vandskader er nogle af de skader, det kan tage lang tid at udbedre. Derfor er det en god ide at forberede sig på den massive regn, vi har fået varslinger om, også selvom man ikke skulle blive ramt af et decideret skybrud, siger Maiken Sjåoberg Russ, chef for Bil og Bolig i LB Forsikring, der er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab.

En del af forberedelsen kan også være at alliere sig med naboer eller netværk, der kan bistå i forberedelsen eller tilse huset efter regnen, hvis man er bortrejst.

Sommerhalvåret er traditionelt højsæson for skybrud. Er du husejer, har du fritidshus eller måske et tilhørende kælderrum til lejligheden, så læs med nedenfor og få nogle gode råd til, hvad du kan gøre inden og efter kraftig regn for at begrænse skaderne i tilfælde af, at vand trænger ind i ejendommen. 

Det bør du gøre, når der er varslet regn eller skybrud: 

  • Luk alle vinduer - især ovenlysvinduer.
  • Forbered din kælder eller dit kælderrum. Løft så mange ting som muligt væk fra kældergulvet .
  • Opbevar de ting, der ikke tåler vand, på hylder, reoler eller i plastbeholdere – det kan du med fordel gøre hele året .
  • Fjern løse tæpper .
  • Lav en aftale med naboen. Er du ikke hjemme under et skybrud, kan du med fordel lave en aftale med et familiemedlem eller en bekendt i nabolaget om at se efter dit hus eller dit fritidshus.

Er uheldet ude? 

Har du fået skader på dit hus eller dit indbo efter skybrud, er det vigtigt, at du kontakter dit forsikringsselskab. Samtidig er det vigtigt, at du gør, hvad du kan, for at skaden ikke bliver større, end den allerede er. 

  • Brug handsker og gummistøvler, når du rører ved de våde ting. 
  • Fjern det indtrængende vand – er det kloakvand, der er trængt ind i dit hus, er det dog vigtigt, at du kontakter et skadeservicefirma og oplyser dit forsikringsselskab, da arbejdet med kloakvand kan være sundhedsskadeligt.
  • Flyt de ting, som er blevet våde.
  • Fjern våde gulvtæpper og lignende.
  • Sæt eventuelt en affugter i gang, så rummet/rummene bliver aftørret.