Menu

LB Forsikring udvider dækning til strandede danskere i udlandet 

Som følge af situationen i Mellemøsten tilbyder Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab ekstra hjælp til medlemmer, der er strandet i udlandet. 

Det har været en travl start på ugen for LB Forsikring, der har modtaget flere end 300 henvendelser i løbet af et par timer mandag morgen fra danskere, der er strandet i udlandet. 

”Mange af de henvendelser, vi har fået, går på primært på medlemmer, der opholder sig forskellige steder i verden, for eksempel Asien, Australien og Mellemøsten, der har brug for hjælp, fordi de ikke kan komme hjem. Udfordringen er, at flere luftrum er lukkede, og at der stor rift om de flybilletter, der er at få. Vi kan hjælpe medlemmerne med ekstraudgifter til ophold og forplejning, til hjemrejse er mulig,” siger Marc Collignon, COO, LB Forsikring.  

Som følge af situationen i Mellemøsten tilbyder LB Forsikring ekstraordinært og indtil hjemrejse igen er mulig følgende: 

  • LB Forsikring dækker alle rimelige og nødvendige ekstraudgifter til ophold og forplejning, hvis medlemmer ikke kan komme hjem planmæssigt.  
  • LB Forsikring udvider dækning for psykologisk krisehjælp til at dække, uanset hvor i verden medlemmet befinder sig på sin rejse.  

”Det er naturligvis en meget utryg situation for de medlemmer, der befinder sig i de berørte områder eller ikke har mulighed for at komme hjem som planlagt, og vi vil derfor gerne hjælpe dem og sikre, at de føler sig i gode hænder. Derfor tilbyder vi blandt andet ekstraordinært krisehjælp til alle medlemmer, der er påvirket af situationen, der hvor de befinder sig i udlandet,” siger Fatiha Benali, CFO i LB Forsikring. 

Gode råd til rejsende i udlandet: 

  • Hold dig opdateret via Udenrigsministeriets rejsevejledninger for Mellemøsten og hold dig informeret via lokale myndigheder. 
  • Hvis din flyrejse er påvirket, skal du i første omgang kontakte dit rejsebureau eller dit flyselskab. 
  • Har du en rejseforsikring hos LB Forsikring, og har du akut brug for hjælp under din rejse, kan du kontakte vores alarmcentral Falck Global Assistance på telefon +45 70 15 55 00. Det er også Falck Global, du skal ringe til, hvis du har brug for krisehjælp.