Menu

Hvis uheldet skulle være ude: LB Forsikring kåret til Bedst i Test på ulykkesforsikring

For sjette gang kan LB Forsikring bruge Forbrugerrådets kvalitetsstempel på ulykkesforsikringen.

27/11-23

Forbrugerrådet Tænk har netop testet 15 forsikringsselskabers ulykkesforsikringer, hvor LB Forsikring scorer en topplacering. Forbrugerrådet lægger særlig vægt på pris, dækning og kundetilfredshed, og det er noget, der også er fokus på i LB Forsikring. Samtidig har Forbrugerrådet i kåringen af LB Forsikring blandt andet lagt vægt på, at der ikke er nogen generel prisstigning på grund af alder. Ligesom både tandskade og farlig sport er inkluderet i standarddækningen.

“Vi har som en ambition at levere gode produkter til skarpe priser, så vi er naturligvis meget glade for dagens nyhed om, at vi får Forbrugerrådets kvalitetsstempel Bedst i Test på ulykkesforsikringen,’’ lyder det fra Mikkel Frost Kopenhagen, Direktør for Forretningsudvikling og Innovation, LB Forsikring.

Forbrugerrådet Tænk har testet ulykkesforsikringen på Lærerstandens Brandforsikring, som hører under LB Forsikring. Ulykkesforsikringerne er ens på Lærerstandens Brandforsikring, Runa, Bauta og LB Forsikring til PFA, og kvalitetsstemplet kan derfor sættes på alle LB Forsikrings ulykkesforsikringer.

En kåring for sjette gang sænker dog ikke ambitionerne, lyder det fra Mikkel Frost Kopenhagen.

“Vi skal være det naturlige valg for vores medlemmer. Derfor er det med stor glæde, at vi har en lang række kåringer i Bedst i Test med os i bagagen. Vi arbejder hver dag for at skabe mest mulig værdi for medlemmerne, og det arbejde fortsætter vi med”, lyder det fra Mikkel Frost Kopenhagen.

LB Forsikring har tidligere vundet Bedst i Test på ulykkesforsikringen i årene 2022, 2019, 2017, 2015 og 2013.

Udover en god håndfuld Bedst i Test på ulykkesforsikringen, har LB Forsikring også Bedst i Test på blandt andet husforsikring, rejseforsikring og senest på forsikringspakker med sig i bagagen.