Menu

Lærerstandens Brandforsikring scorer højt på bæredygtighed i ny måling

I en ny EPSI-måling får Lærerstandens Brandforsikring en flot andenplads, når medlemmerne og kunderne bliver spurgt til, hvordan de oplever selskabets bæredygtighedsindsats.

9/11-23

Lærerstandens Brandforsikring opnår en samlet score på 72,4 ud af 100 i den netop offentliggjorte EPSI-måling. Selskabet stiger med hele 5,6 point sammenlignet med sidste års måling, og det resulterer dermed i en andenplads. Førstepladsen går til Vestjyllands Forsikring med en score på 73,9.

”Det er en anerkendelse, vi er meget glade for. Særligt fordi vi ved, at kunder i stigende grad efterspørger virksomheder, der leverer på bæredygtighed. Samtidig kan vi se en stærk sammenhæng mellem vores medlemmernes opfattelse af samfundsansvar og kundetilfredshed, hvor vi også scorer højt, og som medlemsejet selskab er det selvfølgelig særligt vigtigt,” fortæller Mikkel Minor, bæredygtighedschef i LB Forsikring.

I LB Forsikring har man gennem en årrække netop undersøgt, hvad medlemmerne har vægtet højt på bæredygtighedsagendaen og lagt vægt på at udvikle de områder.

’’Vi er løbende i dialog med vores medlemmer om det, der optager dem. Vi er sat i verden for at passe på dem, og det de bekymrer sig om. Når vi taler med dem, vægter emner som medlemseje, investeringer, og god forretningsskik højt. Derfor har vi netop fokuseret på at udvikle vores medlemsdemokrati, sat klimamål for vores investeringer og generelt haft fokus på at sikre gode og ordentlige produkter, hvad end det handler om at arbejde med dataetik eller lave forsikringer, der bliver vurderet bedst i test af Forbrugerrådet,’’ forklarer Mikkel Minor.

En gang årligt vurderes de danske forsikringsselskaber af kunderne i en såkaldt EPSI-måling. Årets EPSI har haft fokus på fem centrale temaer: relation, convenience, kontakt, skade og ESG. På særligt fire af disse temaer udmærker Lærerstandens Brandforsikring sig i årets måling, nemlig i forhold til relation, convenience, kontakt og ESG.

Lærerstandens Brandforsikring opnår således en flot tredjeplads i den samlede EPSI-måling 2023 og rykker dermed en plads frem samlet fra 4. pladsen i sidste års måling. På ESG/bæredygtighedsdagsordenen opnår selskabet en andenplads, der er en forbedring fra sidste års syvendeplads.

Den samlede EPSI-måling 2023 konkluderer, at det seneste år har været ekstra hårdt for forsikringsbranchen, som har oplevet en del negativ presseomtale samt modtaget flere skadeshenvendelser. Det har resulteret i lavere tillid til selskaberne, længere svartider og højere priser. Det er dermed begrundelsen for, at forsikringsbranchen samlet får den laveste score siden 2020, og den næst laveste score i mere end ti år.

”Vi rykker op på en flot 3. plads på medlemstilfredshed, og medlemmerne indikerer at have stigende tillid til os. Det er en anerkendelse fra vores medlemmer, som vi kan være stolte af,” siger COO i LB, Steen Holse Andersen, der samtidigt understreger at arbejdet til fordel for medlemmerne fortsætter.

’’Som det største medlemsejede skadesforsikringsselskab har vi en ambition om at være det naturlige valg for vores medlemmer, og det vil vi fortsat arbejde for,’’ siger Steen Holse Andersen.

I år er det kun Lærerstandens Brandforsikring, som er blevet målt i EPSI, og der er derfor ikke resultater for Runa og Bauta som i tidligere år.

Om undersøgelsen:

  • EPSI-undersøgelsen af kundetilfredsheden blandt forsikringskunder på privatmarkedet er baseret på 3.473 interviews med danske privatkunder.
  • Interviewene er gennemført perioden 21. august til 6. oktober 2023 af Norstat Danmark. Respondenterne i undersøgelsen af privatkunder er danskere med et kundeforhold i et forsikringsselskab i aldersgruppen 18-79 år.
  • Resultaterne opgøres på en skala fra 0-100.