Jan Kamp Justesen tiltræder nu i rollen som ny CEO i LB Forsikring. Han fjerner dermed ordet konstitueret fra sin titel og sætter sig i direktørstolen i Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab. En stilling han indtog efter Anne Mette Toftegaards afgang i slutningen af marts.
23/4-22
”Det har været en relativt hurtig og nem beslutning at beslutte os for Jan som en permanent løsning i rollen som CEO, og jeg er meget glad og stolt over, at Jan har valgt at takke ja til at fortsætte med at sikre LB Forsikrings fremgang,” siger bestyrelsesformand Lars Busk Hansen.
”Jeg sagde allerede ved hans konstituering, at LB Forsikring er i trygge hænder med Jan ved roret. Han har både de ledelsesmæssige evner og den forretningsmæssige substans, og han forstår sjælen i LB Forsikring, hvor medlemmerne kommer først i alle vores beslutninger. Derfor er Jan det helt rigtige valg til posten,” forklarer Lars Busk Hansen.
Jan Kamp Justesen er meget glad for at kunne tage CEO-rollen på sig permanent: ”Det er med stor glæde og stolthed og en god portion ydmyghed, at jeg sætter mig i direktørstolen. LB Forsikring er en virksomhed, som bor meget tæt på hjertet hos mig. Jeg har været her i over 15 år og de sidste 8 år haft fornøjelsen af at være en del af direktionen. Jeg er medejer af både strategi og vores overordnede purpose om sammen at gøre forsikring overflødig. Derfor vil jeg også gøre mit til, at vi kan fortsætte den rejse og blive ved med at bygge videre på det fundament af medlemseje, medlemsfokus og udvikling, som har præget virksomheden siden 1880,” siger Jan Kamp Justesen.
LB Forsikring fortsætter med en direktion bestående af Jan Kamp Justesen i rollen som CEO og Steen Holse Andersen som CCO.
”Det er en meget kompetent direktion med et stærkt LB-DNA, som kan sikre, at vores fokus på gode, solide produkter til skarpe priser vil forblive centralt, uanset om produkterne skal forsikre eller forhindre skaderne i fremtiden,” siger Lars Busk Hansen.
Jan Kamp Justesen hæfter sig også ved, at han har et stærkt team at trække på: ”Jeg står godt nok øverst på plakaten, men jeg står på skuldrene af et meget kompetent team i vores koncernledelse og 750 dedikerede og dygtige kollegaer i øvrigt. Det bliver vores fælles opgave at fortsætte LB’s stærke udvikling og fastholde den særlige kultur, der præger os. Det glæder jeg mig helt ustyrligt til at komme i gang med for alvor,” siger Jan Kamp Justesen.
Jan Kamp Justesen tiltræder som CEO med øjeblikkelig virkning. Han bliver samtidig adm. dir. i LB Foreningen f.m.b.a. Hans rolle som Chief Value Officer bliver erstattet af en interim CFO i skikkelse af Marc Collignon indtil Fatiha Benali tiltræder som ny CFO d. 1. september.
Om Jan Kamp Justesen
Uddannelse
Uddannet Cand.Oecon. (MSci) fra Aarhus Universitet i 1996 og er Chartered Insurer fra Chartered Insurance Institute i 2006.
Karriere
Har været ansat i LB Forsikring siden 2007, først i rollen som skadesdirektør og senere som Chief Risk Officer. Siden 2014 har han været først CFO og siden CVO og hele perioden en del af direktionen i LB Forsikring.
Har tidligere været 10 år som Executive Director i Willis Re Nordic.
Sidder i bestyrelsen for International Woodland Company og Nærsikring/Amorta samt en række af LB Forsikrings datterselskaber.
Er som CEO i LB Forsikring indtrådt i bestyrelsen i F&P.
Privat
Født i 1967og bor i Søllerød med hustruen Charlotte. Sammen har de 2 børn, på 17 og 13 og to hunde.